Generalsekretær Kofi Annan om menneskerettighederne og 50-året

Uddrag af hans tale ved åbningen af menneskerettighedskommissionens 54. møde i Genève de 16. marts 1998

Utrættelig indsats af mennesker fra hvert et hjørne af jordkloden resulterede i de evigt gyldige principper, der blev nedfældet i verdenserklæringen for et halvt århundrede siden. I dag slutter mænd, kvinder og børn overalt i verden op om menneskerettighederne, som de er formuleret i verdenserklæringen.

Det kan godt være, at de ikke ved, at erklæringen blev vedtaget den 10. december 1948, og de ved måske ikke, at der i de sidste 50 år er blevet skabt et internationalt system til beskyttelse af de rettigheder, erklæringen giver alle mennesker. Men de forstår, at menneskerettigheder er en forudsætning for et værdigt liv.

Alle mennesker er fælles om ønsket om et liv uden hungersnød, sygdom, tortur og diskriminering, en tro på, at alle har ret til frit at give udtryk for sine meninger, at udvikle sine evner og at forfølge sine egne og samfundets ønsker. De ved, at menneskerettighederne gælder - ikke kun for nogle få udvalgte - men for alle. Verdens befolkning har taget menneskerettighederne til sig.

Og den stigende støtte til verdenserklæringen har givet den nyt liv. Det har betydet, at den er nået bredere ud - dens universalitet er blevet bekræftet. Erklæringen har været model for mange lokale forfatninger og love, vedtægter og regler og praksis i forbindelse med beskyttelse af menneskerettighederne. Alverdens domstole, parlamenter, regeringer, advokater og ikke-statslige organisationer har henvist til erklæringens bestemmelser.

Denne bølge af støtte, som har givet erklæringen en fast plads i vor bevidsthed, er et levende bevis på, at den taler til hele verden. Alle tanker om menneskerettigheder må formuleres, så de forstås af de mennesker, de dækker og beskytter.

Mottoet for 50-året "alle menneskerettigheder til alle" sammenfatter de udfordringer, vi står overfor i dag. Ja, verdenserklæringen er vor fælles bekendtgørelse om menneskerettigheder. Men desværre bliver den endnu ikke overalt brugt til fælles handling. Overtrædelser af menneskerettighederne er en realitet, som vi ikke har været i stand til - somme tider ikke ønsket - at udrydde. Årsagerne til forskellen mellem retorik og virkelighed - mellem ord og handling - er mange. Men vi må tage fat på dem, hvis det skal lykkes os at virkeliggøre vore forfædres vision, som den er udtrykt i erklæringen.

Vi må nu presse på for at få alle konventioner om menneskerettigheder ratificeret, så de kan blive bindende verden over. Højkommissæren og jeg har henvendt os til alle regeringsledere for at minde om resultatet af verdenskonferencen i Wien. FNs menneskerettighedsprogram er parat til at støtte alle medlemslande i deres bestræbelser.

Jeg mener at FN - og jeg selv som generalsekretær - har en vigtig rolle at spille, når det drejer sig om at udtrykke, fremme og beskytte menneskerettighederne. I månederne før mit valg til generalsekretær, blev der talt meget om finanser og administration. Men som jeg sagde ved tiltrædelsen: "Moral er og skal vedblive at være vor ledestjerne i arbejdet". For at minde om erklæringens 50-år har jeg bragt menneskerettigheder på bane overalt, fra Teheran til Shanghai.

Tag mit eget kontinent som eksempel. Da jeg rejste til Harare for at tale til OAU sidste år, havde jeg en tung, men også enkel besked at give dem. Jeg vil gerne fortælle jer om den.

I de sidste 50 år har Afrika gennemgået en række forandringer. Først var der afkoloniseringen og kampen mod apartheid, derefter en periode med ødelæggende borgerkrige og militære regimer. Nu, tror jeg, er tiden kommet for Afrikas tredje bølge: en bølge af fred, grundfæstet i demokrati og menneskerettigheder.

Kun en enkelt forudsætning kræves for at tredje fase skal lykkes: alle skal ville det. Overalt i verden indser man nu mere og mere de ulykkelige konsekvenser af regeringskup.

Men nogle afrikanere mener stadig, at menneskerettigheder er et luksuriøst gode for de rige, som Afrika ikke er parat til - eller endda som Vestens sammensværgelse mod Afrika.

Jeg synes sådanne tanker er nedværdigende - nedværdigende for alle afrikanere, som i deres hjerter længes efter menneskelig værdighed. Græder afrikanske mødre ikke, når deres sønner og døtre dræbes eller tortureres af tyranniske magthaveres håndlangere? Lider afrikanske fædre ikke, når deres børn sendes i fængsel uden grund? Er det ikke hele Afrika, der er taberen, når så meget som en stemme bliver kvalt?

"Menneskerettigheder", sagde jeg til tilhørerne i Harare, "er afrikanske rettigheder. Det er også asiatiske rettigheder, europæiske og amerikanske rettigheder. De tilhører ikke nogen enkelt regering ; de gælder ikke kun på et bestemt kontinent; de er fundamentale for selve menneskeheden".

Og de har betydning for alle på alle niveauer i samfundet. Hvad FNs højkommissær for menneskerettigheder omtaler som "det hele" strategien, betyder handling på græsrods- og nationalt niveau. "Alle menneskerettigheder til alle" kræver nationale programmer, handling af regering og borgere i fællesskab og ansvarsfølelse hos såvel institutioner som enkeltpersoner.

For ofrene for krænkelser af menneskerettighederne kommer indgrebet som oftest for sent. Er det nok at fortælle ofrene, at vi har gjort vort bedste? Ville det ikke være bedre at forebygge disse krænkelser?

Næste århundrede skal blive forebyggelsens århundrede. Vi kan ikke mere skyde skylden for ikke at handle i tide på mangel af nødvendige midler. Krænkelser af menneskerettigheder i dag er årsagen til morgendagens konflikter. Denne onde cirkel af vold og krig, som leder til nye krænkelser, kan og skal standses.

Der er næsten ingen grænser for adgangen til informationer om, hvad der sker i verden omkring os. Der afleveres rapporter til menneskerettighedskommissionen, til generalforsamlingen, til højkommissæren. De bør bruges som et redskab til at stille en diagnose og som advarende signaler. De må ikke ignoreres. Det internationale samfund må samle alle gode viljer, så informationerne afstedkommer handling i tide.

Det internationale samfund mangler endnu helt at acceptere, at demokrati, udvikling og menneskerettigheder hænger sammen. Den sammenhæng blev understreget på verdenskonferencen. Den er blevet påvist af den erfaring, landene har gjort sig.

Disse erfaringer, somme tider med bemærkelsesværdige resultater, somme tider med tragisk udgang, lærer os, at vedvarende udvikling ikke er mulig uden at folket deltager fuldt ud - at vedvarende udvikling ikke er mulig uden menneskerettigheder.

Menneskerettigheder er en integreret del af fred og sikkerhed, økonomisk udvikling og social lighed. De gennemkrydser hele FNs dagsorden, hvilket kan ses af den igangværende reformering af organisationen.

Sekretariatet bliver reorganiseret til fire temaer - fred og sikkerhed, økonomiske og sociale forhold, udvikling og humanitære forhold - og jeg har bedt højkommissæren for menneskerettigheder om at deltage i alle de styrende komiteer.

Højkommissærens kontor deltager i organisationens aktiviteter i forbindelse med nuværende og fremtidige konflikter eller efter en konflikt i situationer med en menneskerettigheds-dimension.

Først nu begynder vi at forstå, hvor meget vor indstilling til fredsbevaring, humanitære forhold og vedvarende udvikling vil blive forandret og beriget ved at indbefatte de menneskelige rettigheder. Det er ikke en let opgave. Men det bliver meget hårdere, hvis vi ikke gør det - for os selv, for vore børn og for vore børns børn.

Jeg vil gerne på forhånd takke de mange FN organer og programmer, som har placeret menneskerettighederne øverst på deres dagsorden. Og jeg vil gerne hylde vore partnere i det civile liv, enkeltindivider og grupper, som har arbejdet sammen med os mod de fælles mål, og hvis kreativitet og engagement har haft umådelig betydning for såvel regeringers som FNs arbejde. Den slags samarbejde vil der blive mere af.

En opgave af stor betydning mangler endnu at blive udført. Det er reformeringen af andre dele af menneskerettighedssystemet. Til det behøves enighed blandt regeringerne. Jeg har bedt højkommissæren om at gennemgå menneskerettighedssystemet og fremkomme med forslag til forenkling og rationalisering under hensyntagen til generalforsamlingens resolution 48/141.

Vore forfædre skabte De forenede Nationer for at redde kommende generationer fra udryddelse og krig - rædsler, som har påført menneskeheden ubeskrivelig sorg. Verdenserklæringen blev skabt på det grundlag som en kundgørelse om, at det ikke måtte ske igen. Vi kan ikke tillade os at være ligeglade.

Lad os huske den tyske teolog, Martin Niemöllers advarsel:"I Tyskland kom de først efter kommunisterne, og jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist. Så kom de efter jøderne, og jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde. Så kom de efter fag-foreningsmedlemmerne, og jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem. Så kom de efter katolikkerne, og jeg protesterede ikke, for jeg var protestant. Så kom de efter mig, og på det tidspunkt var der ikke flere, der kunne protestere."

Derfor er vort arbejde en fortløbende anstrengelse, en aldrig afsluttet opgave med at opbygge samfund, som er bundet sammen i et fælles ansvar for alle menneskerettigheder. Nu er tiden kommet for vor generation at bakke dette arbejde op med alle de ressourcer og den støtte, der kræves. Nu er tiden kommet til at spørge, ikke kun hvordan erklæringen kan beskytte vore rettigheder, men hvordan vi bedst kan beskytte erklæringen.

Et halvt århundrede efter vedtagelsen af erklæringen er tiden kommet til at påbegynde den næste etape af rejsen frem mod virkeliggørelsen for alle mennesker. Jeg beder jer alle om at bruge dagen i dag som en anledning til at planlægge kursen for de næste 50 år.

Lad dette blive mødet, som går over i historien som mødet, der gav folk mulighed for at kræve deres rettigheder. Lad dette blive mødet, hvor det internationale samfund genfandt fællesskabet. Lad dette blive året, hvor verden -som for 50 år siden- betragter verdens-erklæringen om menneskerettighederne som et fælles mål for alle mennesker og alle nationer.

Jeg er meget glad for at være her i dag. Det er et historisk møde, hvor vi vil fejre 50-året for vedtagelsen af verdenserklæringen om menneskerettighederne og vurdere gennemførelsen af Wien-erklæringen og handlingsprogrammet fem år efter vedtagelsen.