Svínalandið Danmörk

I svinets tegn

Hvad er vi, mennesker eller grise? Efter over 8.000 års samliv kan man godt komme i tvivl. Tyskland lægger for med interessant udstilling om forholdet mellem de to slags dyr. Men det er Danmark, der som verdens svinenation nr. 1. sætter trenden på godt og ondt.

   Af Morten Beiter

Det er efterhånden en del år siden, en dansk turist sad på en café i den marokkanske landsby Taghazout og kiggede henført ud over Atlanterhavet. Ved nabobordet sad en ældre marokkaner klædt i den hjemvendte pilgrims traditionelle hvide klædedragt og spiste sin morgenmad, et fladbrød som han dyppede i olivenolie og skyllede ned med et udtræk af grøn kinesisk the, friske mynteblade og masser af sukker. Snakken gik mellem bordene, som det gør på disse breddegrader, og på et tidspunkt henvendte den ældre mand sig til turisten og spurgte, hvor han kom fra. Le Danemark, lød svaret.
Marokkaneren tyggede videre på dit brød. Så sagde han, på sit karakteristiske marokkansk-franske: Le Danemark… Cinq millions d'habitants. Quinze millions de porcs.
”Fem mio. indbyggere. Femten mio. svin.”

Hvordan samtalen videre forløb, er gledet ud af hukommelsen. Men hadj’ens billede af det lille land langt mod nord var ikke til at tage fejl af: Én stor svinesti med nogle få lyshudede mennesker rendende rundt i sølet, så det var svært at kende dem fra dyrene. Quelle horreur! Man må ikke håbe, at han siden er blevet opdateret med de nyeste tal. Vi er nu oppe på 25 mio. svin, mens antallet af mennesker er nogenlunde uændret. Forholdet er altså 1:5 i suidæ-familiens favør, ja endda mere, hvis man tæller de 800.000 søer med, altså svinemødrene, som efter endt tjeneste i båsene ikke ender som skært eller hakket kød som deres afkom, men for eksempel som simpel pølse i den danske hotdog.

Mennesket er for længst i mindretal, i svinelandet Danmark. Der fødes og slagtes svin i et glidende bånd, så man skulle tro, at den mytologiske genbrugsgris Særimner var steget ned fra gudernes rige Asgård. Men man kan også vende det om og sige, at vi bare er blevet flere væsener i vort lille land. For vi er jo alle, mennesker som grise, en slags dyr på hver vores måde. Det har mennesket været i gang med at erkende, siden Darwins udviklingslære slog igennem.

Mennesket har blot det særkende, at det kigger på sit eget spejlbillede og betragter sig selv som værende mere intelligent og mere ædelt end de andre væsener. Men i svinet har vi fundet en slags dobbeltgænger, som vi æder med kannibalistisk velbehag, ubevidste om rygterne om, at svinekød i sin smag skulle minde meget om menneskekød. Men så bliver det da i familien.

Om netop dette særegne forhold mellem menneske og gris handler en udstilling, som for øjeblikket vises på Slottet Neuhardenberg øst for Berlin. ”Arme Schweine,” hedder den. Stakkels svin. Med udgangspunkt i svinets tilknytning til mennesket siden stenalderen rulles dyrets kulturhistorie op med en akkuratesse og sans for detaljer og uventede koblinger, så man til sidst står tilbage med en udskrab af den menneskelige sjæls inderste kroge.

For er der noget vi kan bruge svinet til, ud over at æde det, så er det til at sige noget om os selv og om hinanden. Grisen er et universal-dyr og gennem tiderne har den optrådt i utallige skikkelser, alt efter menneskets behov. Grisen som offerdyr. Grisen som symbol på det onde. Grisen i billedkunsten. Grisen som sexdyr. Grisen som urent dyr. Grisen som kæledyr. Grisen som hemmeligt våben – Alexander den Store brugte angiveligt ”krigssvin” til at jage fjendens krigselefanter en skræk i livet. Grisen som menneskets bedste ven. Grisen i sproget, i udtryk som ”gammel gris,” ”praktisk gris,” ”sort svin,” at ”køre svinet.” Grisen i billedkunst og litteratur, fra De tre små grise over Grisepjokket og Grislingen til Kammerat Napoleon. Og grisen i showbiz, fra Miss Piggy til Babe. Man kan blive ved. Har man først fået øje på grisen, ser man den alle vegne.

Den britiske statsmand Winston Churchill udtalte følgende:
”Jeg kan godt lide grise. Hunde ser op til os. Katte ser ned på os. Men grise behandler os som ligemænd.” Churchill var langt fra den eneste berømthed, som havde lagt mærke til ligheder mellem menneske og gris. Den amerikanske præsident Harry Truman er citeret for ordene: ”Den mand, som ikke forstår svin, skulle ikke få lov at blive præsident.” Digteren og forfatteren Edgar Allan Poe:
”Mennesker er opretstående svin.” Og den sydafrikanske psykiater David Cooper: ”Naturligvis er mennesker svin. Og de menneskelige institutioner er naturligvis svinestalde.”

Man behøver ikke at opfatte det nedsættende. For den nyere forskning har vist, at svin er så kloge dyr, at de på nogle punkter overgår chimpanser og forskere sammenligner dem med treårige menneskebørn. De kan spille joystick-kontrollerede videospil, smede rænker mod hinanden, holde sig renlige, når de får mulighed for det. Deres grynt rummer et endeløst antal nuancer, for den der gider lytte. Og når de ellers har plads, foretrækker de at sove tryne ved tryne. Alt dette, og uendelig meget mere, kan man se og læse om i den tyske udstilling. Og man kan kun håbe, at den før eller siden finder vej til Danmark, hvor den egentlig hører hjemme,



For nok bærer vi løver i vort skjold, og det er vi stolte af, i Danmark.
Men skulle vi være tro mod vores kultur og historie, skiftede vi dem ud med mindst en vildorne, en gammeldags bacongris, et Yorkshire-svin, et Hampshire-svin og et Duroc-svin,. De sidste tre racer sammen med den almindelige landrace genetisk ophav til den moderne danske slagtegris, som i entreprenante bondehænder har gjort Danmark til verdens førende eksportør af svinekød. Og helt stille er det ikke gået af. De engelske svin måtte i starten smugles ind fra England og Sverige, fordi landbrugets top var imod ”de sorte svin,” fortæller landmænd. Man forestiller sig en engelsk og en dansk fiskerkutter, som mødes i tågen midt ude på Nordsøen og laster ulovlige svin om, som var det smuglersprit. Men til sidst måtte Axelborg give sig, og bacongrisen veg pladsen for stærkere racer. Denne nye kurs fra sidst i 1970erne førte til, at ikke mindre end seks procent af vores samlede eksport i dag består af svinekød.

Men allerede inden da var Danmark et rigtigt svineland, som tænkte og gjorde i svin. Og som et rigtigt svineland blev grisene eller i hvert fald svineavlen taget i ed, når store beslutninger skulle tages. Allerede i 1933, på grisehandler Oluf Larsens tid, satte den pragmatiske socialdemokratiske statsminister Stauning 5.000 strejkende slagteriarbejderes strejkeret ud af kraft med direkte henvisning til, at den danske svineeksport til England var i fare. Og da Danmark i starten af 1970erne overvejede at slutte sig til EF, spillede svinene og det engelske eksportmarked en endnu vigtigere rolle. I Indien har de hellige køer, og det griner vi af. Men i Danmark har vi hellige grise. Det kan kunstnere som Mikael Witte og Christian Lemmerz tale med om. De kom begge i vælten, da de brugte svinet som provokationsmiddel. Den ene med plakaten ”De danske svin er sunde – de strutter af penicillin,” og den anden med en udstilling, hvor en flok pattegrise lå og rådnede i en montre.

Medierne er fulde af historier om svineavl. I snit har DR 1’s tv-avis lidt over ét indslag om ugen, og i perioder falder de meget tættere. For øjeblikket handler det for eksempel meget om skuldersår og om svindel i forbindelse med grisetransporter. Tirsdag i denne uge var svinene tophistorie i den sene TV-avis. Som indbygger i svinelandet lægger man ikke mærke til det, men udlændingene bemærker det og spørger, hvorfor der altid er grise i tv. Og bevæger man sig ud på de danske landeveje, kan det hænde man træffer på en gris i vejkanten, som er faldet af en lastbil. Den 24. oktober i år skrev Landbrugsavisen: ”En grisetransport på vej mod Holstebro tabte i går seks grise. De to første faldt af ved Skjern – de sidste fire røg af vognen mellem Opsund og Brejning. Grisene blev efterfølgende undersøgt af en dyrlæge, og flere måtte aflives. Hvordan grisene kunne falde af transporten er endnu ikke opklaret.”

Svinene fylder de danske sind, og vi har meget at sige svinet og ønske os af det. Og det er langtfra kun spørgsmål om, at den enes død er den andens kød. I gamle dage var der bønder, som byttede grise i slagtetiden, fordi den var blevet en del af familien, og de ikke nænnede at slå deres egen gris ihjel. Den var blevet en ligemand i en sådan grad, at det ville være som at skære i eget kød. Men døde, det gjorde den for fremmed hånd, og hver en stump af dens krop blev brugt til menneskelivets opretholdelse.

Den skæbne vil dog aldrig ramme et hængebugsvin ved navn Max, som i snart 20 år har været den amerikanske filmstjerne George Clooneys højt elskede kæledyr. Den efterhånden halvblinde og overvægtige Max får efter sigende lov til at bevæge sig over alt i hans villa og sover ind imellem sammen med ham i sengen, og Clooneys forhold til grisen har for længst varet længere end hans forhold til nogen yngre kvinde, og Clooney er blot den mest kendte, som foretrækker grise frem for hunde og katte. Blondine-grisen Miss Piggy fra Muppet Show banede vejen, og filmstjernen Babe gjorde resten, da grisen blev gjort salonfähig.

Svinets og menneskets veje er uransagelige, og de krydser hinanden på de mest overraskende steder. Ringer man til en af Danmarks efterhånden få frilandsgrisefarmere Bertel Hestbjerg ved Holstebro og spørger, om man må få en overnatning i en ledig grisehytte, siger han ja.
”I kan få en ledig hytte på en mark, hvor der er naboer til begge sider. Og du skal ikke tro, du er den første der ringer,” siger han uimponeret.
”For et stykke tid siden var der et kommende brudepar, som holdt polternabend i en af mine hytter. De blev vist lukket inde af vennerne og sov der om natten. Det kan man sagtens. Jeg har også selv ind imellem taget en eftermiddagsskraber i halmen.”

Pløjer man gennem det moderne Danmark, dukker der grise op over det hele. Når forsvaret for eksempel skal gøre sine læger rutinerede i at yde hurtig hjælp til sårede soldater ved fronten, lukker man et hold stunt-grise ud på en mark og skyder dem i benene, hvorefter lægerne får som opgave at bringe svinene i fuld narkose og lappe dem sammen igen. I de værnepligtiges blad ”Soldaten” kunne man sidste år læse:
”Grisen, der nu omtales som patienten, hastes ind i en hospitals-PMV, der transporterer patienten væk fra fronten til den nærmeste forbindeplads. På forbindepladsen møder den sårede for første gang en grøn kittel og sterile instrumenter. Behandleteamet, bestående af læger og uddannede værnepligtige sygepassere, vurderer patientens tilstand og skader. Der lægges drop i en vene og patienten stabiliseres, så denne kan overleve turen til felthospitalet. Det gælder om at være hurtig og præcis, da man aldrig ved hvor mange, der kommer med næste ambulance ind fra kamppladsen. Des hurtigere de stabiliserede patienter sendes til hospitalet, des flere kan man redde.” Grisene når dog aldrig til bevidsthed efter endt behandling. De aflives med en dosis sovemedicin og køres til forbrænding. ”Vi er meget nøje med, at de til slut ikke mangler nogen form for organer eller ekstremiteter.” hedder det i bladet.

Men grisene er også helt fremme inden for forskning, fordi den i sine organer og muskulatur minder så meget om mennesket. Efterspørgslen på grise i forskningen er så stor, at en landsmand på Vestsjælland har specialiseret sig i at producere særligt små grise, som er nemmere at håndtere i laboratorierne end det almindelige danske slagtesvin. Forsøgsgrisene kommer ud at flyve for at afprøve nye lungemaskiner, og de indtager forstøvet blodpropmedicin og hjælper mennesket frem. Grisen tegner sågar til at blive fremtidens reservedelslager for organer til menneskets krop, så det i fremtiden kan blive svært at svare på, hvad der er gris, og hvad der er menneske, og hvad der er gris. Hvilket mange gamle grise sikkert vil være glade for.

Interessen bliver ind imellem også kødelig på et helt andet plan.
Det oplever en landmand fra Herning-egnen i hvert fald, efter at han to gange har overrasket en mand, som i ly af mørket havde sneget sig ind i hans stald og var i fuld gang med at parre med sig en af hans søer. Men det er der ikke noget juridisk i vejen for, i svinelandet Danmark. Ifølge dansk lov er det ikke forbudt at have sex med dyr, så længe der ikke er tale om mishandling. Stalden må ikke låses af på grund af brandreglementet. Og mennesker, der går ind i uaflåste bygninger, dag eller nat, kan ikke dømmes for indbrud. Der er altså ren røv at trutte i, om man så må sige, og på dyresex-hjemmesider på internettet kan man tage mod til sig og læse indlæg som dette:
”Hejsa. Efter at have læst Tøsen's historie om ornesex, vil jeg lige skrive et par ord. Lad mig med det samme slå fast, at det kan være livsfarligt at dyrke denne passion alene, flere landmænd er omkommet, efter nærkontakt med en utilfreds orne. Vær ALTID 2. Men som hun skrev, havde hun problemer med ornens vægt, og hun fik skrammer på ryggen fra dens tæer. Dette problem kan afhjælpes. Mange landbrug tapper i dag, selv deres sæd til inseminering, dertil bruges et fantom. Lad ornen springe på dette og kravl så i position. Derved slipper du for at skulle bære ornen, og du får ikke mærker på ryggen.” Og dette: ”Sæd fra orner smager udmærket men ikke af ret meget, det smager af mindre end en mands sæd normalt gør. Men grisene får jo heller ikke så varieret mad og det har jo også noget med det at gøre.”

Således udveksler mennesker hele tiden erfaringer og bliver klogere. Som svineavleren fra Skjern-egnen, som i sin søgen efter nye indtægtskilder startede et escortbureau sammen med sin lettiske landbrugsmedhjælperske og havde grise i én længe og lettiske escortpiger i en anden, måske ud fra filosofien om, at det ene kød kan være lige så godt som det andet, bare det sælger. Men dén gik ikke, og bonden blev anholdt og fik for få uger siden ved retten i Skjern en betinget dom på et halvt års fængsel og 200 timers samfundstjeneste.
Hvis han havde lejet grisene ud i stedet for, havde han været en fri mand.
Men sådan er der så meget, i svinelandet Danmark. Hurra for den lille forskel, som stadig bliver mindre og mindre.