GORBATJOFS TALE I FN

 

Ærede hr. formand!
Ærede hr. generalsekretær! Ærede delegerede!
Vi er kommet her for at vise vor respekt for De Forenede Nationer, som
i stadig højere grad demonstrerer sin evne til at optræde som et uforligneligt
internationalt centrum i fredens og sikkerhedens tjeneste. Vi er kommet her for at
vise vor respekt for denne organisations værdighed og evne til at akkumulere menneskehedens
kollektive fornuft og vilje.
Udviklingen bekræfter i stadig højere grad, at verden har brug for en
sa%u030Adan organisation, og at den for sin part har brug for alle sine medlemmers aktive
engagement til støtte for sine initiativer og handlinger. Den har brug for at berige
sit srbejde med deres muligheder og originale bidrag.
For lidt over et a%u030Ar siden gav jeg i artiklen "De reelle muligheder og
garantier for en sikker verden" (Fakta om Sovjetunionen, okt. 1987, tillæg) udtryk for en række
overvejelser omkring de problemer, som findes i FNs synsfelt. Den tid,
der er forløbet siden da, har givet ny anledning til eftertanke. Der er virkelig
indtra%u030Adt et vendepunkti verdensudviklingen.Sovjetunionens rolle i de internationale anliggender er kendt. I betragtning af den igangværende revolutionære omstilling i vort land, som rummer et
kolossalt potentiel for fred og internationalt samarbejde, er vi i dag særligt
interesserede i at blive forsta%u030Aet korrekt. Vi er derfor kommet her i den mest autoritative
verdensomspændende organisation for at dele vore tanker med den, og som den første at meddele den vores nye, vigtige beslutninger. I hvilken tilstand vil menneskeheden træde ind i det 21. a%u030Arhundrede? Tanker om denne ikke sa%u030A fjerne fremtid optager allerede menneskenes sind. Vi
ser ind i denne fremtid med forventning om noget bedre og samtidig med bekymring. Den verden,
som vi lever i i dag, er pa%u030A afgørende vis forskellig fra det, den var i begyndelsen eller endog i midten af dette a%u030Arhundrede. Den fortsætter med at forandre sig pa%u030A alle afgørende omra%u030Ader. Kerneva%u030Abnenes fremkomst har blot pa%u030A tragisk vis understreget den fundamentale karakter af disse forandringer. Som materielt symbol og bærer af den absolutte militære magt har de ogsa%u030A afdækket de absolutte grænser for denne magt.

4
Problemet om menneskehedens overlevelse og selvopholdelse er fremsta%u030Aet i sin
fulde styrke. Dybtga%u030Aende sociale forandringer er under udvikling.
Hvad enten det er i øst eller syd, vest eller nord, er hundreder af millioner
mennesker, nye nationer og stater, nye massebevægelser og ideologier tra%u030Adt frem pa%u030A
historiens scene. De brede og ofte stormfulde folkelige bevægelser er i deres mange facetter og modsætningsfyldthed udtryk for længsel efter uafhængighed, demokrati og
social retfærdighed. Tanken om demokratisering af hele verdensordenen er blevet
en magtfuld social og politisk kraft.
Samtidig har den videnskabelige og tekniske revolution forvandlet mange problemer inden for økonomi, fødevarer, energi, økologi, information, demografi som v indtil for nylig behandlede som nationale eller regionale, til at være globale problemer.
Verden er sa%u030A at sige blevet mere synlig og ha%u030Andgribelig takket være nye landvindinger inden for kommunikationsmidler, masseinformation og transport. Den internationale kommunikation er blevet uendelig meget lettere. I dag er det næppe muligt at op retholde et "lukket" samfund.

Dette fordrer en grundlæggende omvurdering af hele massen af problemer i det internationale samarbejde som et afgørende element i den fælles sikkerhed.
Verdensøkonomien knyttes sammen til en enkelt organisme. Udenfor den kan en eneste stat ikke udvikle sig normalt, uanset hvilket samfundssystem den ma%u030Atte tilhøre, og pa%u030A hvilket økonomisk niveau den ma%u030Atte befinde sig. Det sætter udviklingen
af en principielt ny mekanisme for verdensøkonomiens funktionsma%u030Ade og af en ny struktur for den internationale arbejdsdeling pa%u030A dagsordenen. Samtidig afdækker verdensøkonomiens vækst modsigelser og grænser for industrialisering af den traditionelle type. En fortsat udbredelse af
industrialiseringen "i bredden og i dybden" vil medføre en økologisk katastrofe. Der er endnu mange lande, hvor industrien er utilstrækkeligt udviklet, og visse lande befinder sig stadig pa%u030A et førindu strielt stade. Vil deres økonomiske vækst ske efter de gamle teknologiske mønstre, eller vilde kunne indga%u030A i en søgen efter en økologisk ren produktion? Det er et af de store problemer. Et andet er, at kløften mellem de udviklede lande ogstørstedelen af udviklingslandene ikke mindskes, hvilket udgør en stadig større trussel af globalt omfang. Derfor er det nødvendigt at indlede en søgen efter en principielt ny form for industrielt fremskridt, som vil være i overensstemmelse med alle folks og staters interesser.Kort sagt forandrer de nye realiteter hele den internationale
situation. Forskelle og modsætninger, som vi har fa%u030Aet i arv fra fortiden, svækkes eller forsvinder, men samtidig opsta%u030Ar der nye. Nogle af de tidligere uenigheder og stridigheder mister derer betydning. Konflikter af en anden slags indtager deres plads. Virkeligheden tvinger os til at bortkaste tilvante stereotyper og forældede holdninger og til at fri
gøre os fra illusioner. Selve forestillingerne om arten af og kriterierne for fremskridt ændres. Det vil være naivt at tro, at problemer, som plager nutidens menneskehed, kan løses med midler og metoder, som blev anvendt eller syntes anvendelige i for tiden.

Ja, menneskeheden har indhøstet rige erfaringer i politisk, økonomisk og social ud vikling under de mest forskelligartede forhold. Disse erfaringer stammer imidlertid fra praksis og betingelser i en verden, som allerede er fortid eller er pa%u030A vej til at blive det. Det er et af tegnene pa%u030A den nuværende historiske etapes karakter af omvæltningstid. De største filosoffer har forsøgt at forsta%u030A lovene for
samfundsudviklingen og finde svaret pa%u030A hovedspørgsma%u030Alet: Hvordan gøre menneskelivet lykkeligt,
retfærdigt og sikkert? To store revolutioner - den franske i 1789 og den russiske i 1917 - har øvet stærk indflydelse pa%u030A selve karakteren af det historiske fremskridt,og de har radikalt forandret begivenhedernes gang i verden. Begge revolutioner gav hver pa%u030A sin ma%u030Ade en gigantisk impuls til menneskehedens fremskridt. Netop disse revolutioner formede ogsa%u030A i mangt og meget den tankegang, som stadig behersker den samfundsmæssige bevidsthed. Dette er en meget stor
a%u030Andelig rigdom.For øjnene af os er der imidlertid ved at opsta%u030A en anden verden, forhvilken der ma%u030A
findes andre veje ind i fremtiden. De skal naturligvis findes med udgangspunkt i de indhøstede erfaringer, men ogsa%u030A med erkendelsen af de grundlæggende forskelle mellem det, som var i ga%u030Ar, og det, som sker i dag. De nye opgaver og de vanskeligheder, der er forbundet med dem, rækker videre end som sa%u030A. Vi er nu tra%u030Adt ind i en epoke, hvor de almenmenneskelige interesser vil ligge til
grund for fremskrid-tet. Denne erkendelse kræver, at de almenmenneskelige værdier ogsa%u030A fa%u030Ar første
prioritet i den internationale politik.De forgangne a%u030Arhundreders og a%u030Artusinders historie har været
historien om krige,som blev ført næsten overalt, om til tider desperate slag, som førte
til gensidig udslettelse. De opstod som følge af sammenstød mellem sociale og
politiske interesser,nationalt fjendskab, og uden ideologisk eller religiøs forsoning. Alt dette forekom. Og der er stadig mange, der fremstiller disse uovervundne levn fra fortiden som uomgængelige love. Men parallelt med krig, fjendskab og splittelse mellem folkene
og landene forstærkedes en anden proces, der i lige sa%u030A høj grad var objektivt betinget - en proces, der indebar etablering af en gensidigt forbundet og integreret verden. I dag er fortsat fremskridt i verden kun mulig gennem en søgen efter almenmenneskelig konsensus pa%u030A vejen frem mod en ny verdensorden.
Vi er na%u030Aet til en grænse, hvor den uregulerede, spontane udvikling fører os ind i enblindgyde. Det internationale samfund ma%u030A lære at forme og styre udviklingen pa%u030A en sa%u030Adan ma%u030Ade, at det er muligt at bevare civilisationen samt at gøre den sikker for alle og mere velegnet til et normalt liv. Der er tale om samarbejde,som mere præcist kunne kaldes "fælles skaben" og "fælles udvikling". Den
udviklingsformel, der hedder "pa%u030A bekostning af andre", er ved at tabe sin gyldighed. Ilyset af de nuværende realiteter er sandt fremskridt ikke muligt pa%u030A bekostning af enkeltpersoners og nationers rettigheder og friheder og heller ikke pa%u030A bekostning af naturen. Selve løsningen pa%u030A de globale problemer kræver et nyt "omfang" og en ny "kvalitet" i arbejdet mellem staterne og de samfundspolitiske strømninger, uanset ideologiske og lignende forskelle.

Naturligvis vil der fortsat ske grundlæggende forandringer og revolutionære omvæltninger inden for de enkelte lande og samfundsstrukturer. Sa%u030Adan har det været,og sa%u030Adan vil det fortsat være. Vor tidsalder markerer imidlertid og sa%u030A her en ændring: De indre omdannelsesprocesser kan ikke na%u030A deres nationale ma%u030Al alene ved at ga%u030A"parallelle veje" med andre uden at gøre brug af den omgivende verdens landvindinger og mulighederne for et ligeberettiget samarbejde. Under disse forhold er
indblanding i disse indre processer med henblik pa%u030A at lave dem om efter fremmed forbillede sa%u030A meget desto mere ødelæggende for etableringen af en fredelig ordning.Før i tiden var forskelle ofte en faktor, der blev brugt til at adskille folk. Nu har de fa%u030Aet mulighed for at bidrage til gensidig berigelse og gensidig tiltrækning. Der sta%u030Ar interesser bag forskellene i samfundssystem, livsform og valget af nogle værdier frem for andre. Det kan man ikke komme uden om. Men man kan heller ikke komme uden om behovet for at finde en balance mellem interesserne inden for de
internationale rammer, et behov som er blevet en betingelse for overlevelse og fremskridt.

Na%u030Ar man tager alt dette i betragtning kommer man til den slutning, at hvis vi ønsker at drage lære af fortiden og tage højde for nutidens realiteter, og hvis vi regner med verdensudviklingens objektive logik, sa%u030A skal vi og det i fællesskab søge efter veje til at forbedre den internationale situation og opbygge en ny verden.

Og na%u030Ar det forholder sig sa%u030Adan, sa%u030A er det ogsa%u030A værd at na%u030A til enighed om de grundlæggende, virkelig universelle forudsætninger og principper for et sa%u030Adant arbejde.
Det er for eksempel klart, at magtanvendelse og trussel om magtanvendelse ikke længere kan eller ma%u030A være et redskab i udenrigspolitikken. Det gælder først og fremmest kerneva%u030Abnene, men sagen drejer sig ikke kun om dem. Alle og i første række de stærkeste - ma%u030A udvise tilbageholdenhed og helt give afkald pa%u030A magtanvendelse udadtil. Det er den første og vigtigste komponent i det ideal
for en ikke- voldelig verden, som vi sammen med Indien har proklameret i Delhi-deklarationen,
og som vi inviterer andre til at følge.

I dag sta%u030Ar det alligevel klart, at udbygningen af militær magt ikke gør nogen stat almægtig. Ydermere svækker en ensidig satsning pa%u030A militærmagt, andre komponenter i den national sikkerhed.
Det sta%u030Ar ogsa%u030A klart for os, at princippet om det frie valg er uomgængeligt. En manglende anerkendelse af det princip rummer forfærdelige konsekvenser for verdensfreden. At afvise denne folkenes ret, uanset med hvilket pa%u030Askud eller ordvalg det ma%u030Atte gøres, er det samme som at forgribe sig pa%u030A den om end skrøbelige ligevægt, som er tilvejebragt. Det frie valg er et alment princip, og der bør ikke være undtagelser fra det. Det er ikke alene gode hensigter, der har fa%u030Aet os til at
drage konklusionen om dette princips uomgængelighed. Vi er na%u030Aet frem til det gennem en fordomsfri analyse af de objektive processer i vor tid. Et stadig mere mærkbart træk ved disse
processer er, at der bliver flere og flere mulige varianter for samfundsudviklingen i de forskellige lande. Det gælder sa%u030Avel det kapitalistiske som det socialistiske system.
Det fremga%u030Ar ogsa%u030A af mangeartetheden i de samfundspolitiske strukturer, som er
vokset frem af de nationale befrielsesbevægelser i de seneste a%u030Artier.
Denne objektive kendsgerning forudsætter imidlertid respekt for andres
synspunkter, tolerance og beredvillighed til ikke nødvendigvis at betragte det, der
er anderledes, som noget da%u030Arligt eller fjendtligt, samt evne til at lære at leve
side om side og for- blive forskellige og ikke være enige med hinanden om alting. Verdens
erkendelse af egen forskellighed gør det uholdbart at se ned pa%u030A andre og forsøge at
lære dem sin egen opfattelse af demokrati. For ikke at tale om, at demokratiske værdier "til
eksport" ofte meget hurtigt devalueres. Det drejer sig altsa%u030A om enhed i mangfoldigheden. Hvis vi konstaterer dette pa%u030A det politiske plan, hvis vi bekræfter, at vi er tro mod det frie valg, sa%u030A bortfalder ogsa%u030A forestillingerne om, at nogen skulle befinde sig her pa%u030A Jorden i kraft af en "guddommelig vilje", mens andre skulle være her ved et fuldstændigt tilfælde. Det er pa%u030A tide at gøre sig fri af dette
kompleks og pa%u030A passende vis udforme en egen politisk linje. Sa%u030A er der udsigt til en styrkelse
af verdens enhed.

Det nye skridt kræver en afideologisering af de internationale relationer. Vi afsta%u030Ar ikke fra vorea overbevisning, filosofi og traditioner og opfordrer ingen til at afsta%u030A fra deres. Vi har imidlertid heller ikke i sinde at isolere os med vore egne værdibegreber. Det vil føre til a%u030Andelig fattigdom, for det vil være at afsta%u030A fra en rig udviklingskilde,nemlig udveksling af alt det originale, som hver nation selvstændigt har skabt.Gennem udveksling kan alle pa%u030Avise fortrinene ved deres system, deres
livsstil og værdier - dog ikke blot med ord og propaganda, men med faktiske handlinger.

Det er ærlig ideologisk kamp. Den skal imidlertid ikke overføres til forholdet mellem staterne. Ellers vil vi simpelthen ikke være i stand til at løse et eneste af verdens problemer:
– at udvikle et bredt gensidigt fordelagtigt og ligeberettiget samarbejde mellem nationerne.
– rationelt at anvende den videnskabelige og tekniske revolutions landvindinger,
– at omlægge den internationale økonomi og beskytte miljøet,
– at overvinde underudvikling, bekæmpe sult, sygdom, analfabetisme og andre globale plager,
– og naturligvis at fjerne atomkrigstruslen og militarismen.

Dette er vore overvejelser om lovmæssighederne i verden pa%u030A tærsklen til det 21.
a%u030Arhundrede. Det sta%u030Ar os naturligvis fjernt at gøre krav pa%u030A at have fundet den endelige
sandhed. Men gennem en gennemgribende analyse af tidligere og nye realiteter er vi na%u030Aet til den slutning, at det er i den retning, vi sammen ma%u030A finde vejen frem til den almenmenneskelige ides overhøjhed over den endeløse mængde af centrifu galkræfter og til bevarelse af levedygtigheden i den civilisation, som muligvis er den eneste i hele verdensrummet. Er denne holdning en smule romantisk? Overdrives mulighederne og det samfundsmæssige bevidsthedsniveau i verden? Denne tvivl og sa%u030Adanne spørgsma%u030Al hører vi ba%u030Ade i vort land og fra flere vestlige partnere. Jeg er overbevist
om, at vi ikke mister vores realitetssans. Der er i verden allerede kræfter, som pa%u030A den ene eller
anden ma%u030Ade tilskynder til indledningen af en fredelig periode. Folkene og brede kredse af offentligheden nærer virkelig et hedt ønske om at ændre tingenes tilstand til det bedre og ønsker at lære at samarbejde. Nogle gange sla%u030Ar det en ligefrem, hvor stærk denne tendens er. Og det er vigtigt, at denne stemning begynder at forme politikken.

Ændringen i de filosofiske holdninger og de politiske relationer er en vigtig forudsætning for, at man pa%u030A grundlag af de objektive globale processer kan give en kraftig impuls til bestræbelserne pa%u030A at etablere nye relationer mellem staterne. Konklusioner vedrørende dette gøres endog af de politikere, hvis opgave i sin tid var forbundet med "den kolde krig", ja, undertiden med dens mest akutte faser.Hvem, om ikke de, ma%u030A have svært ved at opgive de fastla%u030Aste
forestillinger og erfaringer fra dengang. Hvis selv de foretager en sa%u030Adan vending, sa%u030A er det
klart, at mulighederne bliver endnu større, na%u030Ar de nye generationer kommer til. Med
andre ord: Forsta%u030Aelsen af, at en fredelig periode er nødvendig, baner sig vej og er ved at blive den
dominerende tendens. Som følge heraf er ogsa%u030A de første reelle skridt i saneringen af den internationale situation og i nedrustningen blevet mulige. Hvad betyder dette pa%u030A det praktiske plan? Det burde være naturligt og fornuftigt ikke at opgive det positive, vi allerede har erhvervet, men
videreudvikle alt det positive, der er opna%u030Aet i de seneste a%u030Ar og skabt ved fælles indsats.
Jeg tænker pa%u030A forhandlingsprocessen om problemerne vedrørende kerneva%u030Abnene,de konventionelle va%u030Aben, og de kemiske va%u030Aben samt forsøgene pa%u030A at finde politiske holdninger til standsning af regionale konflikter. Og selvfølgelig tænker jeg først og fremmest pa%u030A en mere intensiv og a%u030Aben dialog, som tager sigte pa%u030A problemets kerne og ikke pa%u030A konfrontation, pa%u030A konstruktive ideer, og ikke pa%u030A gensidige beskyldninger. Uden den politiske dialog vil forhandlingsprocessen ikke lykkes. Efter
vor opfattelse er udsigterne for den nærmeste fremtid og pa%u030A længere sigt ret sa%u030A
optimistiske.Tag for eksempel forandringerne i vort forhold til USA. Lidt efter lidt er der kommet
en gensidig forsta%u030Aelse i stand, og der er opsta%u030Aet elementer af tillid, som man meget da%u030Arligt kan undvære i politik, hvis man vil gøre fremskridt. Endnu flere af den slags elementer finder vi i Europa. Helsinki-processen er en storsla%u030Aet proces, som, jeg mener, stadig sta%u030Ar fuldt ved magt. Den skal bevares og uddybes i alle henseender, ba%u030Ade i filosofisk, politisk og praktisk henseende, men med de nye vilka%u030Ar taget i betragtning. Realiteterne nu er af en sa%u030Adan art, at der er brug for en
uafbrudt og aktiv deltagelse af alle lande og regioner i dialogen, sa%u030A den kan sikre et
normalt og konstruktivt forløb af den internationale proces. Det gælder ba%u030Ade de
største, sa%u030Asom Indien, Kina, Japan, Brasilien og andre, og det gælder andre, sa%u030Avel

store, mellemstore som sma%u030A.

Jeg er tilhænger af en endnu mere dynamisk dialog, en dialog med indhold, og af en styrkelse af de politiske forudsætninger, som er nødvendige for at forbedre den internationale atmosfære. Sa%u030A vil det ogsa%u030A blive lettere at finde en praktisk løsning pa%u030A mange problemer. Det er svært, men det er nødvendigt at følge netop denne vej. Alle ma%u030A være med i bevægelsen hen mod en mere sammenhængende verden. Dette er særligt vigtigt nu, for vi sta%u030Ar over for et meget vigtigt øjeblik, hvor spørgsma%u030Alet pa%u030A dagsordenen bliver, hvordan vi sikrer solidaritet i verden og stabilitet
og dynamik i de internationale relationer. Under samtaler med udenlandske statsmænd og politikere og den slags samtaler har jeg haft over 200 af - har jeg dog undertiden kunnet mærke deres
utilfredshed over, at de i denne uhyre ansvarsfulde fase sommetider af den ene eller anden grund bliver kørt ud pa%u030A et sidespor, na%u030Ar de vigtigste spørgsma%u030Al i international politik skal løses. Det er naturligt og rigtigt, at ingen vil finde sig i dette. Hvis vi er dele af den samme civilisation - om end forskellige - og hvis vi forsta%u030Ar den indbyrdes sammenhæng i verden i dag, sa%u030A skal dette ogsa%u030A afspejle sig mere og mere i politikken og i de praktiske bestræbelser for at harmonisere de internationale
relationer. Det er muligt, at udtrykket "perestrojka" ikke passer sa%u030A godt i dette tilfælde, men jeg
ga%u030Ar virkelig ind for nye internationale relationer. Jeg er overbevist om, at tiden og realiteterne i verden i dag kræver, at der satses pa%u030A en internationalisering af dialogen og forhandlingsprocessen.
Dette er den generelle hovedkonklusion, vi er kommet til ved at analysere de globale
processer, som har taget til i styrke i den seneste tid, og ved at deltage i international politik.

I denne konkrete historiske situation melder spørgsma%u030Alet sig om De Forenede Natio-
ners nye rolle. Vi synes, at staterne til en vis grad ma%u030A omvurdere deres holdning til
det enesta%u030Aende instrument, FN er, uden hvilket det er umuligt at forestille sig nogen
global politik. FN's forstærkede rolle som fredsskaber i den senere tid har atter de-
monstreret organisationens evne til at hjælpe sine medlemmer med at klare tidens
frygtindgydende udfordringer og humanisere deres relationer.FN kom desværre straks efter sin dannelse under pres fra den kolde krig og var i mange a%u030Ar slagmark for propagandiske sammenstød og politisk konfrontationsdyrkelse. Lad historikerne strides om, hvem der havde større eller mindre
skyld i det. Det, politikerne i dag skal gøre, er at tilegne sig læren af dette kapitel i De Forenede
Nationers historie, som viste sig at være i strid med selve kernen i og forma%u030Alet med FN.

Noget af det mest bitre og vigtige i denne lære er den lange liste over forpassede muligheder.

En følgevirkning heraf var, at FNs autoritet blev mindsket i en vis periode,og mange organisationers forsøg pa%u030A at handle var resultatløse. Det er meget betegnende, at genfødelsen af FNs rolle sker i sammenhæng med en forbedring af det internationale klima. De Forenede Nationer opsuger sa%u030A at sige forskellige staters interesser i sig. Det er den eneste organisation, der er i stand til at forene deres bestræbelser, det være tosidede, regionale eller altomfattende, i en
fælles indsats.
Der a%u030Abner sig nye muligheder for FN pa%u030A alle omra%u030Ader, der naturligt indga%u030Ar i organisa-
tionens kompetence, det gælder det militære og politiske, det økonomiske, det videnskabelige og tekniske, det økologiske og det humanitære. Lad os for eksempel tage udviklingsproblemet. Det er virkelig et fællesmenneskelig problem. De eksistensbetingelser, der eksisterer for snese af millioner mennesker i en række omra%u030Ader i den Tredje Verden, er simpelthen ved at blive en fare for hele menneskeheden.Ingen lukkede sammenslutninger, ja heller ikke regionale statsfællesskaber er deres
store betydning til trods, i stand til at løse de vigtigste af de ha%u030Ardknuder, der er opsta%u030Aet pa%u030A de

internationale økonomiske forbindelsers hovedtra%u030Ade: Nord-Syd, Øst-Vest, Syd-Syd, Syd-Øst og Øst-Øst. Her er der behov for en fællesindsats, og der skal tages højde for alle landegruppers interesser. Det er kun en organisation som FN i stand til at sikre. Det mest akutte problem er udviklingslandenes gæld. Lad os ikke glemme, at udviklingslandene med utallige tab og ofre har finansieret opblomstringen i en betydelig del af verdenssamfundet. Tiden er nu inde til akompensere for de tab, der har ledsaget deres historiske og tragiske bidrag til verdens materielle fremskridt. Vi er overbeviste om, at løsningen ogsa%u030A her ligger i en internationalisering af indsatsen. Ser vi realistisk pa%u030A tingene, ma%u030A vi indrømme, at den ophobede gæld hverken kan betales eller inddrives
pa%u030A de oprindelige betingelser.

Sovjetunionen er rede til at indføre et op til 100 a%u030Ar langt moratorium for tilbagebetaling af de mindst udviklede landes gæld, og i en række tilfælde afskrive den fuldtud.
Hvad anga%u030Ar de øvrige udviklingslande, inviterer vi til at overveje følgende:

– at begrænse betalingerne af deres officielle gæld afhængigt af hvert enkelt lands økonomiske form eller udsætte en betydelig del af betalingerne i en længere periode;
– at støtte FNs Handels- og Udviklingskonferences appel om nedsættelse af gælden til de kommercielle banker;
– at sikre regeringsstøtte til markedsmekanismer med henblik pa%u030A afvikling af den tredje verdens gæld, herunder oprettelse af en særlig international

– institution til opkøb af gæld til nedsat pris.
Sovjetunionen ga%u030Ar ind for en grundig drøftelse af veje til løsning af
gældskrisen i
flersidede fora, herunder afholdelse af konsultationer mellem gælds og kreditorlandenes regeringschefer i FN-regi. International økonomisk sikkerhed er ikke alene utænkelig uden afrustning, men ogsa%u030A uden overvindelse af den verdensomfattende økologiske trussel.

 Den økologiske situation er ganske enkelt skræmmende i en række regioner. Det planlægges at afholde en miljøkonference i FN-regi i 1992. Vi hilser denne beslutning og arbejder for, at denne konference fører til resultater, der kan ma%u030Ale sig med problemernes størrelse.
Men tiden er ved at løbe ud. Der gøres meget i forskellige lande. Her vil jeg blot
endnu engang med al kraft understrege de muligheder, der a%u030Abner sig for en økologisk
renæssance i og med nedrustningsprocessen, naturligvis først og fremmest atonedrustningen. Lad os ligeledes overveje, om vi ikke bør oprette et center for økologisk nødhjælp under FN? Det kunne have til opgave hurtigt at sende internationale ekspertgrupper til omra%u030Ader, hvor der er indtruffet en drastisk forværring af den økologiske situation.

Sovjetunionen er rede til at samarbejde om etablering af et internationalt rumlabo-
ratorium eller en bemandet kredsløbstation, der udelukkende beskæftiger sig med
overva%u030Agning af naturens tilstand. I det hele taget viser der sig i rumfarten stadig
tydeligere træk af en fremtidig rumindustri. Sovjetunionens holdning pa%u030A dette omra%u030Ade
er kendt: Aktiviteterne i rummet ma%u030A udelukke fremkomsten af va%u030Aben her, og ogsa%u030A
for dette er der brug for et retsligt fundament. Grundlaget for det er allerede til stede med traktaten af 1967 og andre aftaler. Tiden er imidlertid allerede inde til at ud-
arbejde en altomfattende ordning for det fredelige arbejde i rummet. Kontrollen
med ordningens overholdelse ville være en sag for en international rumfartsorganisation.
Vi har allerede tidligere flere gange foresla%u030Aet en sa%u030Adan oprettet. Vi er ogsa%u030A rede til
at lade vor radarstation ved Krasnojarsk indga%u030A i denne organisations system. Det
er allerede besluttet at overdrage radarstationen til Sovjetunionens Videnskabsakademi. Sovjetiske eksperter er rede til at modtage udenlandske kolleger og sammen med dem drøfte, hvordan den udstyrsmæssigt kan omstilles til et internationalt center for fredeligt samarbejde ved at afmontere og ændre enkelte enheder og bygninger samt supplere med manglende udstyr. Hele dette system kunne fungere i FN-regi. Hele verden hilser De Forenede Nationers generalsekretær Javier Perez de Cuellars samt hans repræsentanters bestræbelser for at løse regionale konflikter.

Lad mig opholde mig lidt ved dette emne. I en lettere omskrivning af en engelsk
digters ord, som Hemingway tog som epigraf over sin berømte roman, vil jeg udtrykke
mig sa%u030Aledes: Klokkerne fra enhver regional konflikt ringer for os
alle. Det er især rigtigt, fordi disse konflikter forega%u030Ar i den tredje verden, der i
forvejen er ramt af ulykker og problemer af en størrelsesorden, der kun kan bekymre os
alle. Ogsa%u030A pa%u030A dette omra%u030Ade af vores fælles bekymringer bragte 1988 et glimt af
ha%u030Ab. Det har givet sig til kende i næsten alle regionale kriser, og nogen steder er
der bevægelser,som vi hilser og hjælper frem, sa%u030A vidt det er os muligt.
Jeg vil kun specielt opholde mig ved Afghanistan. Geneve-aftalerne, hvis principielle
og praktiske betydning er værdsat højt i hele verden, gav mulighed for
at tilendebringe løsningen allerede i a%u030Ar. Det skete ikke. Denne beklagelige
kendsgerning minder atter om den politiske, juridiske og moralske betydning af den gamle romerske grundregel: Pacta sunt servanda! (aftaler skal overholdes!) Jeg vil
ikke fra denne talerstol bebrejde nogen specielt. Men vi synes, at man inden for rammerne af FNs kompetence ville kunne supplere generalforsamlingens november-resolution med
nogle konkrete foranstaltninger.
Sagt med resolutionens ord: "for at afghanerne selv ufortøvet kan na%u030A frem til en al-
sidig løsning af spørgsma%u030Alet om en regering pa%u030A et bredt grundlag",kunne man foretage følgende indføre en total va%u030Abenstilstand overalt fra 1. januar 1989 og indstille alle offensive operationer og beskydninger, idet alle stridende afghanske grupper beholder kontrollen med de territorier, de indtager, sa%u030A længe forhandlingerne sta%u030Ar pa%u030A;
– i forbindelse hermed indstilles va%u030Abenforsyningerne til alle stridende parter fra samme dag;
– der sendes fredsbevarende FN-styrker til Kabul og andre strategiske centre i landet, indtil der er oprettet en regering pa%u030A et bredt grundlag, sa%u030Aledes som det er forudset generalforsamlingens resolution;
– vi appellerer ligeledes til FNs generalsekretær om at hjælpe med til snarest muligt at realisere ideen om at afholde en international konference om Afghanistans neutralitet og afmilitarisering.
Vi vil ogsa%u030A fremover pa%u030A den mest aktive ma%u030Ade hjælpe med til at hele krigens sa%u030Ar, og
vi er i denne sag rede til at samarbejde ba%u030Ade med FN og pa%u030A et tosidigt grundlag. Vi støtter forslaget om at oprette et frivilligt internationalt fredskorps i FN-regi, som
skal hjælpe med til Afghanistans genfødelse.

I forbindelse med problemet om løsning af de regionale konflikter kan jeg ikke undlade at fremsætte min vurdering af en alvorlig hændelse, der indtraf for ganske ny-
lig i forbindelse med denne sessions arbejde. En repræsentant for en organisation,
der har status som permanent observatør ved FN, blev af De Forenede Staters myndigheder hindret i at komme til New York for at tale pa%u030A generalforsamlingen.
Det drejer sig om Yassir Arafat. Det skete oven i købet, mens PLO tog et væsentligt,
konstruktivt skridt, som lettede vejen til løsning af Mellemøstens
ha%u030Ardknude med deltagelse af FNs sikkerhedsra%u030Ad. Pa%u030A det tidspunkt kunne der
iagttages en positiv tendens til en politisk ordning pa%u030A andre regionale konflikter, i en
række tilfælde med USSRs og USAs medvirken. Vi vil udtrykke vor dybe beklagelse af det
skete og vor solidaritet med den Palæstinensiske Befrielsesorganisation.
Mine herrer! Ideen om altomfattende international sikkerhed bygger pa%u030A
principperne i FN-pagten og ga%u030Ar ud fra, at folkeretten er bindende for alle
stater. Ved at ga%u030A ind for afmilitarisering af de mellemfolkelige forbindelser ønsker vi at
fremme politiske og retslige metoder, sa%u030A de bliver fremherskende ved løsningen af de
problemer, som ma%u030Atte opsta%u030A. Vort ideal er et verdenssamfund af retsstater, som ogsa%u030A lader deres udenrigspolitik styre af retten. Det ville stimuleres, hvis der kommer en aftale inden
for FNs rammer om en ensartet opfattelse af principperne og normerne for folkeretten,
nedfældelse af dem under hensyntagen til de nye vilka%u030Ar, ligesom der ogsa%u030A skulle
udarbejdes retsnormer for nye samarbejdsfelter. Under atomalderens vilka%u030Ar bør
det ikke være nødtvungenhed, der bestemmer, om folkeretten virker. Det bør derimod
være normer, der er udtryk for en afbalancering af staternes interesser. Sammen med den stadigt voksende erkendelse af, at vores skæbne objektivt er fælles, ville det skabe en mere oprigtig interesse hos hver enkelt stat for at udvise selvbeherskelse inden for folkerettens grænser. Demokratisering af de mellemfolkelige forbindelser er ikke blot den størst mulige internationalisering af løsningen af problemerne, med deltagelse af alle medlemmer af verdenssamfundet. Detindebærer ogsa%u030A en humanisering af disse forbindelser. De internationale
forbindelser vil først fuldt ud afspejle folkenes ægte interesser og pa%u030Alideligt tjene til
styrkelse af deres almene sikkerhed, na%u030Ar mennesket stilles i centrum, dets bekymringer,
dets rettigheder og friheder. Her vil jeg gerne lade mit lands røst udtale sin høje værdsættelse af betydningen af FNs menneskerettighedserklæring, som blev vedtaget for fyrre a%u030Ar siden, den 10.december 1948. Dette dokument er ogsa%u030A aktuelt i dag. Det er ogsa%u030A
udtryk for, at FN's ma%u030Al og opgaver har universel karakter. Den bedste ma%u030Ade for en stat at markere jubilæet pa%u030A er ved hjemme hos sig selv at forbedre overholdelsen af og forsvaret
for borgernes rettigheder. Før jeg fortæller Dem, hvad vi den seneste tid har foretaget i sa%u030A
henseende, vil jeg sige følgende: Vort land oplever et ægte revolutionært opsving. Perestrojka-processen tager til i tempo. Vi indledte med at udvikle de teoretiske
begreber bag perestrojka. Vi ma%u030Atte vurdere problemernes art og omfang, fatte læren af
fortiden og udtrykke dette i form af politiske konklusioner og programmer. Og det har vi
gjort. Det teoretiske arbejde og nyvurderingen af det, der sker, færdiggørelsen,
berigelsen og tilretningen af vort politiske standpunkt er ikke afsluttet, men fortsætter.
Det var imidlertid vigtigt at begynde med netop en almen grundide, der - som de
forløbne a%u030Ars erfaring viser - har vist sig rigtig i hovedtrækkene, og som der ikke er
noget alternativ til. Hvis samfundet skal inddrages i virkeliggørelsen af planerne for
perestrojka, ma%u030A der ske en reel demokratisering. I demokratiseringens tegn er perestrojka nu kommet til at omfatte sa%u030Avel politik som økonomi, a%u030Andsliv som ideologi.
Vi har igangsat en grundlæggende økonomisk reform og indhøstet erfaringer.

 Og fra nyta%u030Aret bliver hele vor økonomi omlagt til nye arbejdsformer og metoder. Det
indebærer ogsa%u030A en dybtga%u030Aende ændring af produktionsforholdene og en udfoldelse
af hele det potentiale, den socialistiske ejendomsform rummer i sig. Na%u030Ar vi ga%u030Ar i
gang med sa%u030A revolutionerende forandringer, ved vi godt, at der vil ske fejl, at vi vil støde pa%u030A modstand. Nyskabelser rejser nye problemer. Vi forudsa%u030A ogsa%u030A, at der kunne blive tale om opbremsning i enkelte led. Men garantien for, at perestrojka-processen støt vil fortsætte og vokse i styrke er en dybtga%u030Aende demokratisk reform af hele magt- og styringssystemet. Med øverste Sovjets beslutninger for nylig vedrørende forfatningsændringer og vedtagelsen af en ny valglov har vi oversta%u030Aet første etape af den politiske reformproces. Og nu er vi uden pause ga%u030Aet videre til anden etape, hvor den vigtigste opgave bliver at behandle samspillet mellem centralstyret og unionsrepublikkerne, at løse problemer i forholdet mellem folkeslagene ud fra den leninske internationalismes principper, som vi har arvet fra den store revolution, og samtidig en reorganisering af lokale sovjetters magtbeføjelser. Vi har et meget stort arbejde foran os. Vi ma%u030A sideløbende løse flere store problemer. Vi er særdeles tillidsfulde. Vi har ba%u030Ade en teori og en politik, og vi har en fortrop for perestrojka, partiet, som ogsa%u030A omstiller sig i overensstemmelse med de nye opgaver og de grundlæggende ændringer i hele samfundet. Det vigtigste er, at alle folk og alle generationer af
borgere i vort land ga%u030Ar ind for perestrojka. Vi har sat os grundigt ind i opbygningen af
en socialistisk retsstat. En serie af nye love er forberedt eller befinder sig pa%u030A det
afsluttende stadium. Mange træder i kraft allerede i 1989, og vi anser dem for at
være pa%u030A højde med de højeste normer, hvad anga%u030Ar betryggelse af individets rettigheder.
Det sovjetiske demokrati kommer til at hvile pa%u030A et solidt normativt fundament. Det drejer sig om akter som lovene om samvittighedsfrihed, glasnost, folkelige sammenslutninger og organisationer og meget andet. Vi har ingen indespærrede, der er dømt for deres politiske og religiøse overbevisninger. Der skal i lovforslagene indføjes supplerende garantier, der udelukker enhver form for forfølgelse af disse grunde.
Det vedrører naturligvis ikke dem, der har bega%u030Aet en virkelig
kriminel forbrydelse eller statsforbrydelse (spionage, undergravende virksomhed, terrorisme
og lignende), uanset hvilke politiske eller ideologiske anskuelser de nærer.

Forslaget til ændring af straffeloven er færdigt og venter pa%u030A at blive behandlet. De
artikler, der er forbundet med dødsstraf, revideres. Problemet om ind- og udrejse,
herunder spørgsma%u030Alet om udrejse med henblik pa%u030A genforening med slægtninge, løses i en human a%u030And. En af a%u030Arsagerne til afslag er som bekendt borgernes kendskab
til hemmeligheder. Fremover vil der blive fastsat strengt begrundede forældelses frister for kendskab til hemmeligheder. Ved ansættelse i bestemte institutioner eller
pa%u030A bestemte virksomheder vil enhver blive gjort bekendt med denne regel. Eventuelle
uoverensstemmelser kan ankes i overensstemmelse med lovgivningen. Dermed fjernes problemet omkring de sa%u030Akaldte "refuseniks".Vi har til hensigt at øge Sovjetunionens medvirken i FN's og den fælleseuropæiske proces' KSSE's kontrolmekanismer for menneskerettigheder. Vi mener, at den jurisdiktion, som den internationale domstol i Haag har vedrørende fortolkning og anvendelse af aftalerne pa%u030A menneskerettighedsomra%u030Ader, skal værebindende for alle stater. Vi betragter ogsa%u030A indstillingen til forstyrrelsen af alle udsendelser fra udenlandske radiostationer, der sendes til Sovjetunionen, som en del af
Helsinki-processen. Vort credo lyder som helhed: Politiske problemer skal alene løses
med politiske midler. Menneskelige problemer skal alene løses pa%u030A en menneskelig ma%u030Ade.
Nu om det allervigtigste, uden hvilket ingen af det kommende a%u030Arhundredes problemer
kan løses. Om nedrustning. Den internationale udvikling og dialog er deformeret af
kaprustning og militaristisk tænkning. Som bekendt fremsatte Sovjetunionen den 15. januar 1986 et program for en atomva%u030Abenfri verden. Dets legemliggørelse i re-eller forhandlingspositioner har allerede givet materielle resultater.

I morgen er det et a%u030Ar siden, INF-traktaten blev undertegnet. Jeg er endnu gladere for at kunne sige, at realiseringen af denne traktat - raketternes destruktion forløber godt og i
en atmosfære af tillid og saglighed. Der er sla%u030Aet et ordentligt hul i den mur af mistænksomhed og fjendtlighed, som syntes sa%u030A uigennemtrængelig. For øjnene af os er der ved at opsta%u030A en ny historisk virkelighed - en vending fra princippet om et stort militært beredskab til princippet om fornuftig tilstrækkelighed til forsvar. Vi er vidner til de første
glimt af en ny model for tilvejebringelse af sikkerhed - ikke gennem udbygning af
va%u030Abnene, sa%u030Adansom det næsten altid har været tilfældet, men tværtimod gennem nedskæringer pa%u030A grundlag af kompromisser. Den sovjetiske ledelse har besluttet endnu engang at vise sin vilje til at styrke denne sunde proces ikke blot i ord, men
ogsa%u030A i handling.Jeg kan i dag oplyse Dem om, at Sovjetunionen har truffet beslutning
om at nedskære sine væbnede styrker. I de kommende to a%u030Ar vil antallet af styrkerne
blive reduceret med 500.000 mand, og antallet af konventionelle va%u030Aben vil blive
nedska%u030Aret betydeligt. Denne nedskæring vil blive gennemført ensidigt, uden forbindelse med
forhandlingerne pa%u030A Wien-mødet. Efter aftale med vore allierede i Warszawa-pagten
har vi truffet beslutning om inden 1991 at trække seks panserdivisioner tilbage fra DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn og opløse dem. Tilbagetrækningen af de sovjetiske
troppegrupperinger, der befinder sig i disse lande, kommer ogsa%u030A til at omfatte
faldskærmstropper og andre enheder og delinger, herunder brobygningstropper
med deres va%u030Aben og udstyr. De sovjetiske tropper, som befinder sig i disse lande,
vil blive reduceret med 50.000 mand, og deres bevæbning med 5.000 kampvogne.
Alle de sovjetiske divisioner, som foreløbig forbliver pa%u030A vore
allieredes territorier, omorganiseres. De fa%u030Ar en anden struktur end i dag og vil efter den
store nedskæring af deres kampvogne blive entydigt defensive. Samtidig reducerer vi
ogsa%u030A  antallet af tropper og va%u030Aben i den europæiske del af Sovjetunionen.
Alt i alt vil de sovjetiske væbnede styrker i denne del at vort land
og pa%u030A vore europæiske allieredes territorier blive reduceret med 10.000 kampvogne 8.500
artillerisystemer og 800 kampfly. I løbet af disse to a%u030Ar vil vi ogsa%u030A reducere gruppen
af væbnede styrker i den asiatiske del af landet betydeligt. Efter aftale med regeringen
i Den Mongolske Folkerepublik vil en betydelig del af de sovjetiske tropper, der mid-
lertidigt befinder sig der, blive taget hjem. Den sovjetiske ledelse har truffet disse
principielt vigtige beslutninger i samklang med folket, som er i gang med en dybtga%u030A-
ende fornyelse af hele sit socialistiske samfund. Vi vil opretholde vort lands forsvars-
evne pa%u030A et niveau af fornuftig og pa%u030Alidelig tilstrækkelighed, sa%u030A ingen fristes til at antaste USSR's og dens allieredes sikkerhed.

Med denne handling, sa%u030Avel som med hele vor indsats for at afmilitarisere de internati-
onale relationer, ønsker vi ogsa%u030A at henlede verdenssamfundets opmærksomhed pa%u030A
et andet aktuelt spørgsma%u030Al, nemlig spørgsma%u030Alet om overgangen fra oprustningsøko-
nomi til nedrustningsøkonomi. Er omstilling af militærproduktionen da realistisk?
Jeg har allerede haft lejlighed til at tale om dette. Vi mener, at det
er realistisk. Sovjetunionen er villig til:

• at udarbejde og fremlægge vor egen, internationale omstillingsplan som led i den økonomiske reform. – I løbet at 1989 vil vi som eksperiment udarbejde planer for omstilling af en to-tre virksomheder, der arbejder for forsvaret,
• og vi vil offentliggøre vore erfaringer med ansættelse af eksperter fra va%u030Abenindustrien og ligeledes anvendelse af dens udstyr, bygninger og anlæg i den civile produktion. Det er ønskeligt, at alle stater, først og fremmest de store militærmagter, forelægger

FN deres nationale planer desanga%u030Aende. Det ville ligeledes være nyttigt at sammensætte en gruppe forskere og pa%u030Alægge dem at foretage en grundig analyse af omstillingsproblemerne som helhed og vedrørende de enkelte lande og regioner og rapportere til FN' generalsekretær. Dette spørgsma%u030Al skal sa%u030A efterfølgende behandles
i FN's generalforsamling.Og til slut. Nu da jeg befinder mig pa%u030A amerikansk jord, men ogsa%u030A af andre forsta%u030Aelige a%u030Arsager, kan jeg ikke undlade at komme ind pa%u030A vort forhold til dette
store land. Jeg havde lejlighed til at værdsætte dets gæstfrihed i fuldt ma%u030Al under
mit minderige besøg i Washington for præcist et a%u030Ar siden. Relationerne mellem Sovjetunionen og Amerikas Forenede Stater tæller 55 a%u030Ar. Siden da er verden forandret og i takt hermed er ogsa%u030A disse relationers karakter, rolle og plads i verdenspolitikken forandret.
Alt for længe har de bygget pa%u030A konfrontation, undertiden pa%u030A fjendskab, snart skjult, snart a%u030Abent. Men i de senere a%u030Ar har verden kunnet a%u030Ande lettet op takket være ændringer til det bedre i indholdet og atmosfæren i de indbyrdes relationer mellem
Moskva og Washington. Ingen er til sinds at undervurdere betydningen af uenighederne og vanskelighederne i de uløste problemer. Men vi har allerede gennemga%u030Aet
grundskolen, na%u030Ar det gælder at lære gensidig forsta%u030Aelse og søge løsninger i egne og
fælles interesser.Sovjetunionen og USA har skabt de største atomva%u030Abenarsenaler. Og netop de forma%u030Aede, da de for alvor havde erkendt deres ansvar, at blive de
første, der indgik en
aftale om reduktion og fysisk tilintetgørelse af en del af disse va